Museet

Målet med Fejø Tekniske Museum, er at formidle øens historie gennem udstilling og gæsternes aktive deltagelse i anvendelsen af effekter, der primært, men ikke udelukkende, har været anvendt på Fejø.

Muligheder:

Gæsteinddragelse på Museet:
Mange af effekterne egner sig til arrangementer, hvor gæsterne inddrages. Eksempler herpå er kørsel med traktorer, tærskning af korn på vores tærskeværk. Efterfølgende kan der produceres mel på vores gamle kværne. Det tiloversblevne hø kan rives til hakkelse til kreaturer og lignende.

Der vil også være mulighed for at kærne smør og slynge honning – ja kun fantasien sætter grænser.

Arbejdende værksteder:
Museet - målArbejdende værksteder er også en mulighed. Mange onsdage aftener har museet åbent, hvor de der har lyst kan komme med deres effekter og få et godt råd til hvordan de kan anvendes og eventuelt repareres. Museet reparerer ikke, men giver alene gode råd til hvordan det kan ske. Vidensdeling og formidling er en vigtig del af museets aktiviteter.

Kulturelle arrangementer:
Museet - målDen store udstillingshal har været og kan fremover anvendes til mange forskellige kulturelle arrangementer.
Eksempler herpå er koncerter, foredrag og udstillinger.
Der har allerede  i samarbejde med Fejø Kammermusikforening været afholdt koncerten “Den Musikalske Rejse” på museet. I forbindelse hermed blev der afholdt koncerter på flere forskellige lokaliteter på øen.

Det var en stor succes i 2024 med 105 tilhørere i museets hal. Vi forsøger at gentage successen i 2025.  Et godt eksempel på et godt og udbytterigt samarbejde.

Målgruppen:
De beskrevne aktiviteter er målrettet såvel skoler som øvrige gæster – alle der har lyst til at deltage er meget velkomne.

Samarbejde:
Helt overordnet vil Fejø Tekniske Museum gerne samarbejde med alle øens øvrige foreninger hvor det er muligt til fælles gavn for øens beboere og turister.

Vi vil også gerne samarbejde og lave aktiviteter med foreninger og lignende fra ”fastlandet”. Det er allerede sket i form af besøg af- og hos andre traktorklubber, hvor vi bl.a. har hygget og udvekslet erfaringer og kørt ture rundt på øen.

Synlighed:
Lokalt ønsker vi også at deltage i arrangementer og være synlige, hvor det er muligt og giver mening. Vi deltager eksempelvis på ”Æblets dag” i efterårsferien ved Dybvig havn.